Før jeg tog på efterskole, var jeg sur på min by. Men det er som om, at efter jeg har fået Odense lidt på afstand og savnet lidt, er det gået op for mig, for meget jeg elsker den - et eller andet sted. Kæmpe kliché.
I dag opdagede jeg bloggen Tilskuere i forbindelse med en snak på facebook. Den fik mig til at smile. Må især erklære min kærlighed til Den Grimme Ælling... Det fik mig til at nikke genkendende, for jeg er en af de mange, der drømmer om at flytte til en anden by og være ung.
Alligevel, er der noget i mig, der bliver vækket når jeg en sjælden gang nærmer mig søerne ved Munkebjergvej, hvor jeg spillede rundbold og gik forfærdelige ture i de små klasser. Eller når jeg er til fest på Åløkkeskolen, hvor jeg "hang ud", hørte popmusik på mobiltelefoner og hvor drenge var noget underligt noget...
Oveni det, er der alle de steder, hvorjeg stadig bruger meget af min tid. Det er ikke steder der på dén måde vækker, men steder der får mig til at smile, fordi de minder mig om det potentiale jeg ser i den by jeg er vokset op i. Og når jeg husker, at jeg ikke er ældre end 17 år, giver de mig håb.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar